Ja, det er lang tid siden, at jeg sidst har skrevet. Og jeg lægger ikke lige ud med det mest positive...til gengæld slutter jeg af med det ;-)
For ikke så længe siden, virkede min verden kaotisk. Jeg var bund ulykkelig - uden at kunne sige hvorfor. Uden at vise det, til dem jeg holder af - og som holder af mig. Ingen vidste HVOR skidt jeg egentlig havde det...
Så en dag, tog jeg en overdosis af beroligende. Efter lidt tid begyndte jeg at mærke virkningen...og blev virkelig bange. Jeg ville jo ikke dø! Jeg ville jo for fanden bare have, at nogen skulle se, hvor dårligt jeg havde det!
Så jeg ringede til min læge, der straks bestilte en ambulance. Bagefter ringede jeg til min mand, men i forvirringen fik jeg aldrig fortalt, at der var hjælp på vej. Så han kørte hjem i en hastighed, der lå langt over fartgrænsen, og med hjertet oppe i halsen....
Han var her faktisk før ambulancen, på trods af, at han var længere væk! Stakkels mand! <3
Men ambulancen kom, og jeg blev kørt på hospitalet til en udpumpning - den ville dog ikke lykkes. Der var gået for lang tid, så maven var tom.....og derfor skulle jeg drikke kul! Det neutralisere medicinen, så den ikke virker.
Når man så er fysisk "fit for fight", så bliver man udskrevet....og det blev jeg jo så også.
Jeg er så bare så heldig, at jeg i forvejen havde kontakt til distrikts-psykiatrien, og derfor kunne komme til efterfølgende samtale hurtigt. Men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, hvad der bliver af dem, som ikke er i systemet i forvejen?
Ved udskrivningen blev jeg informeret om, at sygehuset har oplysningspligt til kommunen, når man har børn i hjemmet og laver sådan et "Stunt". (Mine ord - ikke lægens) Jeg vidste faktisk ikke, hvad der så skulle ske, men det rev og sled i mig.
Ville kommunen tage vores dreng fra os? Ville jeg blive erklæret uegnet som mor? I 2 uger gik jeg og kæmpede med tankerne og følelserne. Så tog jeg tyren ved hornene, og skrev til min sagsbehandler, at jeg vidste de havde modtaget en indberetning, og at det sled på mig at gå i uvished. Og jeg bad om, at vi fik et møde i stand hurtigst muligt.
Jeg tror faktisk ikke lige, at det var forventet ;-) Min sagsbehandler virkede noget forvirret, men vældig sød. Nogle uger efter var vi til møde, og både jeg og gemalen havde nerverne udenpå tøjet. Men det gik rigtig godt!
Faktisk havde sygehuset skrevet i deres indberetning, at jeg udviste stor omsorg for min dreng, og at jeg havde sørget for, at han ikke fik kendskab til noget af det skete, samt havde sagt at "nogle ting skal børn ikke bekymre sig om". Det var jeg lægen dybt taknemmelig for!
For midt i alt mit kaos, lå det mig faktisk meget på sinde, at min dreng ikke skulle se noget. At han ikke skulle vide, hvad jeg havde gjort. Han er 10 år gammel. Han skal ikke gå og tænke på, hvad hans Mor har af problemer....han skal bare være barn! <3
Til samtalen fortalte jeg om, at jeg var bange og nervøs for samtalen. Da de spørger hvorfor, fortæller jeg det.....og får at vide, at sådan ser de slet ikke på det. Jeg har haft det dårligt, har råbt om hjælp og nu vil de gerne give den, hvis de kan. At de ser os som gode og ansvarsfulde forældre. Puha altså....! Dét er bare én af grundene til, at vi aldrig flytter fra denne kommune....vi har aldrig fået andet end hjælp og støtte. Og så nok om det!
Og...Jeg lovede jo, at slutte af med noget positivt! Og det er det dælen dulme også da...især for os! Vi har købt hus! Vores store drøm er gået i opfyldelse!
(Her et billede af de kommende gemakker udefra....rampen er dog fjernet nu)
Og min lyst til at være kreativ, er kommet tilbage! Jeg er godt nok startet blødt ud...men det er stadig en start! :-)
