søndag den 28. april 2013

Diy Hattelamper.....

Jeg er efterhånden blevet kontaktet en del gange vedr. de "Hattelamper", som jeg har lavet. Folk vil enten  købe dem, eller lave en selv.
Og da jeg ikke sælger dem, fordi det kræver en godkendelse af produktet, har jeg nu lavet en DIY.

Det er utrolig nemt!


Du skal selvfølgelig bruge en filthat. Dem kan du finde til 39 kr. lige HER
Jeg synes lampen bliver lidt kedelig, hvis der ikke er noget pynt på. Det er klart nemmest, at pynte lampen inden man monterer fatningen ;-)
Så skal du bruge en hobbykniv, en lille skruetrækker, en ledning, en lille fatning og et nippelrør med møtrik i str. 10x20 mm.


 Start med at skille fatningen ad.


Træk toppen af fatningen på ledningen, og put kobberstykkerne på ledningen ind i "hullerne". Herefter strammer du skruerne, så kobberstykkerne sidder fast.


Skru fatningen sammen igen.


Træk nippelrøret på ledningen, og skru det fast i toppen af fatningen. Herefter finder du midten af hattens puld, og skærer forsigtigt et lille kryds. Træk ledningen igennem hullet på hatten, og lad nippelrøret stikke op igennem.


Træk så møtrikken på ledningen, og skru den fast på nippelrøret. Nu skal lampen så bare monteres i loftet og Voila! Du har en hattelampe ;-)


Jeg håber på, at jeg få gang i bloggen igen. Så fremover vil jeg bringe en lækker DIY hver søndag. Det kan være noget, som jeg selv har lavet, eller en jeg er faldet over.



mandag den 21. januar 2013

Opbevaring lavet af læderstropper og en hyldeknægt....

Hvis man vil have ideer til alternativ opbevaring, så er nettet jo et fabelagtigt sted at lede!

Jeg faldt over den her "boghylde", som man jo rimelig nemt kan lave selv.


Billedet er fundet HER

For mig ligner det i hvert fald bare en hyldeknægt, med læderremme på. Remmene er godt nok sat sammen, så de er lange nok. Men man kan finde alt, hvad man skal bruge hos Læderiet. (Og jeg får altså ikke reklamepenge - handler der bare altid selv. Måske andre har billigere alternativer?)

Men det er da en fed løsning! For hvem siger, at man lige skal putte bøger i? Man kunne - hvis remmene er lange nok - sætte en lille bogkasse i? Eller bruge den til magasiner?

Hvis man sætter en en lille "hylde" i, kan den bruges til kosmetik. Eller håndklæder? Krydderier? Det hele afhænger jo af, hvor stor du laver den - og din fantasi ;-)

Og en hyldeknægt kan du få til en flad 20´er i Ikea - for at tage et eksempel.

Du skal blot vende den "på hovedet", når du hænger den op....så det ser ud som her:


Og man kunne da også bruge natur-reb istedet for læderremme. Så kan man jo bare slå en knude, for et endnu mere råt look.

Jeg skal i hvert fald prøve én af varianterne ;-)




lørdag den 19. januar 2013

Før & Efter....sådan ca.

Jeg kom vidst til at skrive noget om, at jeg nok ville spamme bloggen her, med billeder af vores nye hus fra Før & Efter.....og det blev så ikke til så meget.

Der kom jo en lige en jul i vejen - og så et nytår. Og en hel bunke undersøgelser af gemalen og knægten for deres Marfan Syndrom. Knægtens undersøgelser gav SÅ gode svar. Gemalens not so much.....vi troede faktisk, at han skulle igennem en ny hjerte operation, og gik i nogle dage og svedte over det endelige svar. Det trak tænder ud. Men det endelige svar, sagde ingen fare :-)

Så nu er der igen lidt overskud, og her har I så lidt billeder - selvom vi er langt fra færdige.

Vi startede med at hyre en maler, til at ordne loftet. Nøj, hvor det pyntede!



Så bankede vi halvmuren ned, og fik åbnet op for spisestuen, så den går i et med stuen. Ulempen ved, at man hele tiden laver noget om, er at det sviner! Og her får I et Efter-billede med borestøv og det hele ;-)



Vi rev det gamle køkken ned, og satte et nyt op. (Med en hel del hjælp fra venner!) Men her mangler vi også meget endnu. Lister ved loftet, en låge, der skal spartles, males osv. Vi måtte vente med det, fordi vi skulle have køkkenet til at fungere først. Døråbningen på "Efter-billedet" skal blændes af. Og til foråret skal vi have malet vinduer og døre.



Men her fik I da et sneak peak ;-) Jeg håber på, at jeg får lidt mere tid og overskud, til at være aktiv på bloggen igen. Så vi ses!



mandag den 14. januar 2013

DIY: Lys-manchetter i læder.

Jeg synes selv - i al beskedenhed selvfølgelig- at disse er ganske fine ;-)


Og de er super nemme at lave selv.

Du skal bruge:

- Et glas. (Jeg har bare brugt et alm. drikkeglas)
- Et stykke læderrem. (Kan købes HER - jeg har brugt remme der er 2,6 - 2,8 mm. tykke, da det var hvad jeg havde liggende.)
- En hultang.
- En skalpel eller skarp hobbykniv.

Så måler du rundt om glasset, og beslutter hvor meget mellemrum der skal være imellem snørene. 
Find en stencil på nettet, og tegn den op på bagsiden af remmen. Vær opmærksom på, at du ikke finder en stencil, hvor du får skåret for meget væk ;-)
Så er det bare at gå igang med kniven.
Til sidst laver du huller i hver ende af din rem, sætter noget snøre i og du er færdig :-)

Det ser rigtig dekorativt ud, når lyset titter ud igennem udskæringerne.

Hvis du laver nogle, så smid endelig et link, så jeg kan se dem!



lørdag den 24. november 2012

6 dage endnu.....

....før vi får nøglen, til vores nye hus :-)

Det er en underlig blanding af følelser, som er forbundet med det. Glæde over, at vi har fået vendt vores økonomiske situation fra registrerede i Ribers med en gæld på 400.000, til intet at skylde - altså lige ud over de 1,5 millioner, som vi nu skylder i huset......

Det er lidt af en omvæltning, at gå fra én indtægt - da jeg blev frataget mine sygedagpenge i tidernes morgen - til at jeg nu får pension. Og gemalen der blev fyret, og var tvunget ud i en tilværelse som selvstændig - der så viste sig, at være det bedste der kunne ske. Men det er SÅ skønt, og godt det er gået den vej, fremfor den modsatte ;-)

Men vi har også en frygt for, at have påtaget sig så stor en forpligtelse. Og en noget stresset hjerne og krop, pga. alle de ting, som der skal laves og nåes, blandet med en iver efter, at komme igang - sætte vores præg på stedet, og forvandle et hus til et hjem.

Som I kan se er stuen meget mørk. Så der skal males lofter! På sigt vil vi gerne have sat nogle gulv-til-loft vinduer i, for flere af de vinduer der er der, er meget små. Vi har dog lagt ud med, at hyre en maler til at sprøjtemale loftet i stue/køkken, for det er ret mange m2.



Murstensvæggen skal hvidkalkes....



Og køkkenet skal rives ned, så der kan komme et hvidt og lækkert et op.


Puha, der er meget som skal nåes, inden vi flytter endeligt ind, og vi har kun 2 uger til det. Men det bliver SÅ godt :-) Og jeg glæder mig til at se huset, med vores egne møbler i!

Så jeg er bange for, at jeg vil komme til at spamme jer med før/efter billeder....



mandag den 19. november 2012

Overdosis, nyt hus og fornyet krea-energi....

Ja, det er lang tid siden, at jeg sidst har skrevet. Og jeg lægger ikke lige ud med det mest positive...til gengæld slutter jeg af med det ;-)

For ikke så længe siden, virkede min verden kaotisk. Jeg var bund ulykkelig - uden at kunne sige hvorfor. Uden at vise det, til dem jeg holder af - og som holder af mig. Ingen vidste HVOR skidt jeg egentlig havde det...

Så en dag, tog jeg en overdosis af beroligende. Efter lidt tid begyndte jeg at mærke virkningen...og blev virkelig bange. Jeg ville jo ikke dø! Jeg ville jo for fanden bare have, at nogen skulle se, hvor dårligt jeg havde det!

Så jeg ringede til min læge, der straks bestilte en ambulance. Bagefter ringede jeg til min mand, men i forvirringen fik jeg aldrig fortalt, at der var hjælp på vej. Så han kørte hjem i en hastighed, der lå langt over fartgrænsen, og med hjertet oppe i halsen....

Han var her faktisk før ambulancen, på trods af, at han var længere væk! Stakkels mand! <3

Men ambulancen kom, og jeg blev kørt på hospitalet til en udpumpning - den ville dog ikke lykkes. Der var gået for lang tid, så maven var tom.....og derfor skulle jeg drikke kul! Det neutralisere medicinen, så den ikke virker.

Når man så er fysisk "fit for fight", så bliver man udskrevet....og det blev jeg jo så også.

Jeg er så bare så heldig, at jeg i forvejen havde kontakt til distrikts-psykiatrien, og derfor kunne komme til efterfølgende samtale hurtigt. Men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, hvad der bliver af dem, som ikke er i systemet i forvejen?

Ved udskrivningen blev jeg informeret om, at sygehuset har oplysningspligt til kommunen, når man har børn i hjemmet og laver sådan et "Stunt". (Mine ord - ikke lægens) Jeg vidste faktisk ikke, hvad der så skulle ske, men det rev og sled i mig.

Ville kommunen tage vores dreng fra os? Ville jeg blive erklæret uegnet som mor? I 2 uger gik jeg og kæmpede med tankerne og følelserne. Så tog jeg tyren ved hornene, og skrev til min sagsbehandler, at jeg vidste de havde modtaget en indberetning, og at det sled på mig at gå i uvished. Og jeg bad om, at vi fik et møde i stand hurtigst muligt.

Jeg tror faktisk ikke lige, at det var forventet ;-) Min sagsbehandler virkede noget forvirret, men vældig sød. Nogle uger efter var vi til møde, og både jeg og gemalen havde nerverne udenpå tøjet. Men det gik rigtig godt!

Faktisk havde sygehuset skrevet i deres indberetning, at jeg udviste stor omsorg for min dreng, og at jeg havde sørget for, at han ikke fik kendskab til noget af det skete, samt havde sagt at "nogle ting skal børn ikke bekymre sig om". Det var jeg lægen dybt taknemmelig for!

For midt i alt mit kaos, lå det mig faktisk meget på sinde, at min dreng ikke skulle se noget. At han ikke skulle vide, hvad jeg havde gjort. Han er 10 år gammel. Han skal ikke gå og tænke på, hvad hans Mor har af problemer....han skal bare være barn! <3

Til samtalen fortalte jeg om, at jeg var bange og nervøs for samtalen. Da de spørger hvorfor, fortæller jeg det.....og får at vide, at sådan ser de slet ikke på det. Jeg har haft det dårligt, har råbt om hjælp og nu vil de gerne give den, hvis de kan. At de ser os som gode og ansvarsfulde forældre. Puha altså....! Dét er bare én af grundene til, at vi aldrig flytter fra denne kommune....vi har aldrig fået andet end hjælp og støtte. Og så nok om det!

Og...Jeg lovede jo, at slutte af med noget positivt! Og det er det dælen dulme også da...især for os! Vi har købt hus! Vores store drøm er gået i opfyldelse!

(Her et billede af de kommende gemakker udefra....rampen er dog fjernet nu)


Og min lyst til at være kreativ, er kommet tilbage! Jeg er godt nok startet blødt ud...men det er stadig en start! :-)




torsdag den 23. februar 2012

Jeg skal have reguleret min forplantningsevne - og samle affald i Ringsted.

Jep - det må være vejen frem!

Det vil løse en hel masse problemer i det danske samfund. Selvfølgelig skal jeg ikke nasse, på vores i forvejen hårdt ramte samfund, men istedet vise lidt vilje, og stå tidligt op om morgenen. Ikke noget med, at gå herhjemme og hygge mig, eller hænge på gaden, begå kriminalitet og råbe af folk....

Og der er faktisk masser af affald på gader og stræder i bla. Ringsted, som jeg meget passende kan samle op. Så kan mit intellekt nemlig også følge med. For selv psykisk syge, kan læres op til, at samle skrald.

Men min arbejdsgiver må under ingen omstændigheder vise mig omsorg eller forståelse. Det vil blot bidrage til, at min rolle som psykisk syg stadfæstes, og jeg dermed fastholdes i den.

Og det vil være godt for mit helbred, at skulle samle skrald - altså på hverdagene, for i weekenden har jeg det jo godt igen. Weekenderne er en dans på roser. Det er simpelthen SÅ dejligt, at min sygdom kommer og går - endda som det nu er mest belejligt. Ih, jeg er en heldig kartoffel!






Og min medicin kan jeg kyle lige i skraldespanden. Jeg har jo faktisk ikke brug for den, siden jeg ikke er syg i medicinsk forstand - jeg er jo bare dum. Årh....havde jeg dog bare haft hjernevindinger nok, til at se det.

Mht. min forplantningsevne, så er det da klart, at den skal reguleres. På den måde sikrer vi, at samfundet ikke lægges yderligere til last, med flere af min slags. Johmen, sådan er det nemlig!
Jeg HAR jo faktisk en dreng med ADHD, og det har han da ene og alene pga. mine gener. De er blevet videregivet til næste generation, og nu har vi et nyt problem. Slemme mig. Suk.....hvad ligner det også, sådan at sætte nye skravl i verden.

Så der er ikke rigtig andre udveje. Og så virker det! Hell, så lad os sterilisere hele underklassen - det er nemlig dén befolkningsgruppe, som får flest psykisk syge børn.

I kan selv læse det....lige HER i kommentarfeltet.

Dér er et par stykker fra eliten samlet. Kloge hoveder med viden, indsigt og empati......




Jeg er ufattelig træt af den "klapjagt", som nogen mennesker fører mod de psykisk syge og folk på overførselsindkomst. Jeg synes den fik fart på under valgkampagnen, hvor jeg rigtig mange steder stødte på fordommene om, at vi er dovne, dumme, kriminelle og det der er værre.

Derfor vil jeg rigtig gerne opfordre jer til, at støtte "En af os" kampagnen, ved at "like" på facebook - eller endnu bedre, tilmelde dig gruppen - så vi kan få spredt viden om psykisk sygdom, og komme tabuerne, fordommene og stigmatiseringen til livs.