Så er den der igen - Angsten.
Med et koldt fast greb om mig, forhindrer den mig i at leve livet. Leve i nuet.
Det må være dét man betegner som skæbnens ironi - for jeg er angst for at dø. Og hvis det ikke er ironisk at dødsangst og livsangst ofte følges ad, så ved jeg ikke hvad det er.
Hjertet hamrer løs. Det er sikkert og vidst at hele byen kan høre det. Jeg kan mærke pulsen i mine tindinger og i halsen. Den er hurtig og ustabil.
Mave og hals snører sig sammen til hårde knuder.
Det er svært at få vejret. Jeg må hive efter det, og går mere og mere i panik, efterhånden som svimmelheden forstærkes.
Nu galoperer hjertet. Jeg er overbevist om, at det pludselig vil stoppe med at slå.....
Åh nej...det må ikke ske. Ikke nu. Jeg er alene - der er ingen til at hjælpe mig!
Mine piller! Jeg må have mine beroligende.
For idag véd jeg godt, at det "bare" er angst, og at jeg ikke er dødeligt syg.
Jeg véd det med mit intellekt - men hele min emotionelle gryde er i kog, og den lader sig ikke sådan køle ned af fornuft. Når den først bobler og syder, overdøver den fornuftens stemmer.
Jeg stiller mig ud under den varme bruser, og lader varmen og fornemmelsen af at blive omsluttet/holdt om trænge igennem. Jeg har opdaget at følelser kan hviske beroligende ord til mig.
Efter lidt tid har jeg fået vejret så meget, at jeg kan tage tøjet af. Men jeg bliver under bruseren, indtil der ikke er mere varmt vand.
Bagefter skynder jeg mig i seng, hvor jeg lader mig omfavne af vægten og varmen fra 3 dyner.
Jeg har det bedre, men jeg er udmattet.
Og lettet over, at det vidst er overstået for denne gang.....for denne gang!
Åh nej.....jeg vil ikke være bange igen. Hvornår mon angsten kommer snigende næste gang?
Jeg bliver angst for igen at blive angst......
Til sidst falder jeg i søvn af ren udmattelse.
I dagene efter - nogen gange i lange perioder - isolerer jeg mig selv. Jeg er bange for, at jeg skal få et anfald, mens jeg er ude i den virkelige verden. At folk skal se mig sådan......
-----------------------------------------------------
Ovenstående er en fortælling om, hvordan det kan forløbe, når jeg får et angstanfald.
Jeg skriver om det af flere grunde, men de vægtigste er for det første, at jeg kan mærke det ikke er langt væk pt. Men det kommer ikke som en overraskelse.
Jeg står for at skulle holde min søns fødselsdag på fredag og igen på søndag, og det er nok. Det stresser mig.
Samtidig lider rigtig mange af angst, men det er et tabu. Og man kan kun gøre op med tabuer på én måde: Hive dem frem i lyset ;-)
"Skriget"
Af Edward Munch.
