Jeg har tidligere været omkring Borderlinerens stridbarhed/vrede, når den kommer til udtryk som selvdestruktivitet og vrede rettet mod sig/mig selv.
Men den her stridbarhed, er så omfattende et symptom, at den ikke kan beskrives ganske kort, hvis du skal have et ordentlig billede af, hvad det er for en fætter. Den har mange ansigter, og griber ind i mange af de andre symptomer.
Her vil jeg prøve at sætte ord på, hvad det er der sker for mig, når jeg retter vreden mod andre - eller ligefrem selv opsøger konflikter.
Som nævnt i det første indlæg om stridbarhed, så er der tale om en forsvarsmekanisme, der er ubevidst og kommer spontant.
Ved at lære om sin sygdom og symptomerne, kan man blive i stand til at forstå og arbejde med de her uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. At blive bevidst om det ubevidste, så at sige.
Men på trods af knap 2 år som dagpatient på Fjorden, samt de efterfølgende 2-3 års "solo-arbejde", er jeg absolut ikke fri for dette symptom. Men nu kan jeg nogen gange stoppe mig selv, hvad jeg aldrig var i stand til før.
Når jeg opsøger konflikter eller reagerer med vrede mod folk, handler det ofte om, at jeg prøver at beskytte mig selv imod en afvisning, et tillidsbrud eller at blive forladt. Hvis jeg skubber andre væk først, kan de jo ikke skubbe mig væk. Logik for burhøns....(Lo hønsene, og gik)
Jeg har haft min del af kærester. Og alle som én - pånær Drengerøven - er de blevet fyret for et godt ord. Inden de kunne fyre mig. For det var jeg overbevist om, at de ville. Jeg havde aldrig problemer med at score mig en kæreste - og sådan er det for langt de fleste Borderlinere. (Både de konfliktfyldte forhold og evnen til at stifte bekendskaber ;-)
Og så er vi gode til, at såre andre. Vi "tænker" at når nogen sårer os, så bliver vi nød til, at såre dem lige så meget. Det letter på vores (Det er bare nemmere at skrive "Vores" end "Mit") eget følelsespres.
Også her gælder det, at vores vrede ikke står mål med, hvad der vakte den.
Jeg har idag en dejlig veninde, som jeg mailer meget med. Men VE hende, hvis hun glemmer at besvare en mail. Jeg føler det straks som en afvisning, og bliver meget vred på hende. Dén vrede er jeg så blevet meget bedre til at styre. Men ind imellem får staklen et ordentligt fúr.
Men til forskel fra mine tidligere veninder, véd hun hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. (Før vidste jeg jo heller ikke selv, at jeg var syg) Og så er hun uendeligt tilgivende.
Men mine veninder igennem tiden, har stået model til en hel del. Anklager om ikke at støtte mig, ikke at holde af mig når det kom til stykket. Og en opførsel der opfyldte mine profetier om, at de jo alligevel ikke ville blive hængende. Det var alt for tætte og afhængige forhold.
Det samme har gjort sig gældende i hvert evig eneste job jeg har haft. Når tingene gik godt - hvad de altid gjorde! - så kunne jeg pludselig ikke overskue det mere. Jeg meldte mig syg igen og igen. Og fandt mig så et nyt job. Heller ikke det havde jeg problemer med.
Jeg kan ikke klare afvisninger (Eller følelsen af at blive det - for det er ikke altid at der faktisk ER tale om en afvisning) Bare tanken om følelsen af afvisning, river mig helt i stykker indeni.
Og andre mennesker er enten MED os eller IMOD os.
Intet derimellem eksisterer for en Borderliner. Det er enten/eller, sort/hvidt, Ja/nej osv.
Og her ligger humlen. Borderlinere har ikke evnen til at rumme modsatrettede følelser. Vi kan ikke kaperer, at mennesker er grå....ikke sort/hvide. Vi opfatter også os selv på den måde. Ligesom alt andet er sort/hvidt.
På Borderline foreningens hjemmeside, kan man læse:
"....Borderline er en psykisk lidelse der, forenklet forklaret, kan beskrives som manglende indlært evne til at rumme og integrere såvel behagelige som ubehagelige følelser hos sig selv og andre.
Personer der lider af borderline kan være tilbøjelige til at se omgivelserne i enten/eller, sort/hvid. Dette skyldes den manglende evne til at rumme behagelige og ubehagelige følelser i kroppen samtidig og dermed de situationer og andre mennesker nuanceret.
Derfor ses ofte meget stærke udsving i deres stemningsleje, hvilket af omgivelserne kan opfattes som humørsvingninger og lunefuldhed. Men personer med borderline er mennesker med store indre spændinger og følelsesmæssig letbevægelighed, og de har svært ved at rumme følelser i kroppen.
De har, ubevidst, udviklet meget stærke forsvarsmekanismer for at beskytte deres sårbarhed. Hvad der umiddelbart kan opfattes som stærk vrede og konfliktsøgende adfærd, dækker reelt over følelser som desperation og magtesløshed i forhold til egen situation.
Vreden er ikke en bevidst aggressiv handling, men en ubevidst reaktion. Bag vreden ligger også et behov efter kontakt, som personen ikke på en hensigtsmæssig måde er i stand til at udtrykke behov for.
Et andet karaktertræk hos personer med borderline er splitting. Dette kan beskrives som en forsvarsmekanisme, der har til formål at gøre det muligt for personen at rumme og håndtere stærke og modsatrettede følelser.
Omgivelserne kan føle sig magtesløse overfor denne opdeling af andre personer som enten ”gode” eller ”onde”. Men her er det vigtigt at huske, at personen ikke magter at integrere både ”det gode” og ”det onde”, som alle indeholder, samtidig, hverken hos sig selv eller andre.
Splitting bruges derfor ubevidst som et forsvar fra personen, fordi det virker angstfyldt, ubærligt og smertefuldt at skulle rumme, at andre ikke er enten gode eller onde men både og.
De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen, når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade....."
(Og jeg behøvede jo reelt ikke min egen lange smøre, når jeg så slutter af med ovenstående tekst. Men nu får I den altså alligevel)
