Jeg har besluttet, at jeg vil leve livet i overhalingsbanen, opsøge eventyr, presse min grænser og i det hele taget være frygtløs og leve livet farligt.
"Årh, Ikke andet!?" tænker du nu spørgende.
For det er jo ikke hverken vildt, vovet, grænseoverskridende eller farligt - i hvert fald ikke for langt de fleste.
Men for mig er det! (Ok, måske ikke ligefrem farligt så.)
Hvorfor?
Med både
Borderline og social
angst, er det faktisk noget af en udfordring, sådan at skulle ud i en ukendt situation, med en masse mennesker jeg ikke kender, for at sælge mine egne ting.
Hvad nu hvis de ikke kan sælges? At folk kritiserer dem? Ser hvor nervøs jeg er? At jeg ryster på hænderne, har det som om at jeg skal kaste op, og tænker meget over hvad folk mon synes om mig. Om de kan lide mig. At det er pinligt, at jeg bliver så skide nervøs, at jeg får en knude i maven, sveder, har en så voldsom hjertebanken, at jeg virkelig tror, at jeg snart falder om. Jeg føler mig bare er helt forkert.
At jeg er malplaceret, og jeg og mine ting slet ikke lever op til andre og deres fine kreationer. Og at det vil føre til, at jeg bliver afvist. En følelse jeg meget let får. Følelsen er reel nok, men det er afvisningen langt fra altid.
Afvisningen, der er så ubærlig for mig. Gør mig bundulykkelig. Vi taler ikke om, at blive skuffet som andre ville blive, men en ekstrem og voldsom følelse af ensomhed, og af ikke at du. Her er det Borderlinen der stikker sit grimme fjæs frem, ved at gøre mig så følelsesmæssigt hudløs.
Så sådan et julemarked, er virkelig en udfordring.
Men jeg VIL afsted. Jeg isolerer mig ofte, for at undgå angsten - og det gør mig ensom. For ingen ønsker jo at undgå andre konstant. Vi har behov for, at være sammen med andre mennesker.
Og det sidste meget lange stykke tid, har jeg primært befundet mig indenfor hjemmets 4 vægge, og er ved at få et seriøst anfald af matrikel-kuller! Samtidig bliver jeg stædig, når det er værst. Fandme om jeg vil lade angsten styre mit liv!
Så Julemarked It Is ;-)
Og vidste du, at socialangst er den mest udbredte angstlidelse? Nej, det tænkte jeg nok ;-) For vi prøver med alle midler, at skjule angsten, så ingen ser den.