....overvældet og oversvømmet af alle de episoder og følelser, der fylder i mit liv. Faktisk ved jeg slet ikke hvor skal jeg starte og slutte. Tankerne er svære at få hold på.
Min Svigerinde blev opereret forrige tirsdag - og det gik godt!. Hun har fået udskiftet en ordentlig bid af sin pulsåre med en goretex-slange. Det er stykket der går fra hjertet og ned gennem maven, indtil den deler sig ud til benene. Det er også det stykke, der forsyner organerne med blod, og derfor er det en stor og noget risikofyldt operation.
Så det var virkelig med stor lettelse, at vi modtog beskeden om, at det var gået godt.
Og så var der jo Lille Lasse Let På Tå, der besøgte os en mørk nat. Dét efterlod mig virkelig noget utryg, og jeg havde mange nætter, hvor jeg vågnede og synes jeg hørte lyde. Så stod jeg der i den mørke stue, og spejdede ud på bedste detektiv vis.
En uge efter dukkede vores bil op. Den var blevet fundet i Kbh. Ud over en lille bule bagi, var den hel og pæn. Da den blev stjålet, var der for mange penge måleudstyr og værktøj i bagagerummet, som Drengerøven selv ligger til på hans job. Det alm. værktøj og den billigste af målerne var væk, men den dyre måler var der stadig. Det var GPS´en iøvrigt også. Mærkelig tyveknægt!
Moving on.....jeg fik jo taget en blodprøve for en ret alvorlig sygdom. Heldigvis var den negativ! Men lettelsen lagde sig hurtigt, for hvad er der SÅ galt? Ord som Cancer og KOL popper op i mit hoved - og især det første skræmmer mig fra vid og sans. Det skorter ikke på katastrofe-tanker.
Men jeg har da en god ting mere, at fortælle om.
Lillemanden er startet i medicinsk behandling for hans ADHD. Og sikke en forandring! Vi har fået en langt mere velafbalanceret dreng, med ro i hans spinkle krop. Han har meget styr på sine tanker, og kan lettere koncentrere sig.
Igår da han skulle sove - og hvor medicinen var ude af hans krop - sagde han selv til mig: "Mor, nu er mine tanker altså helt voldsomme igen...jeg kan ikke sove. Medicinen virker ikke mere nu".
Ret bemærkelsesværdigt. For vi har ikke nævnt sætninger som "voldsomme tanker" for ham. Det er hans egne ord. Og hans udmelding viser jo tydeligt, at han selv kan mærke forskellen. Skønt!
Og vi mærker den også rigtig meget. Der er slet ikke så mange konfrontationer og følelsesudbrud. Vores hverdag glider lettere.
Og så taler han ikke HELE tiden. Dét er virkelig en lettelse for mig. Forestil dig en unge der konstant taler til dig....ikke kan vente på svar, men bliver gal hvis du ikke gør det.....og at han fortsætter med den næste ting, så snart han har fået vejret. Hende her? Go home! ;-)
Det er ret opslidende i længden. Og jeg har tit haft lyst til, at tage fat i ham og råbe "HOLD NU KÆFT" af mine lungers fulde kraft, lige ind i hovedet på ham. Eller ønsket mig en "mute" knap i nakken af ham ;-)
