Er der et emne, der virkelig kan få sindene op i gear, er det aborter.
Også mit sind. Jeg kan blive frygtelig ked af det ind imellem. Jeg har netop læst et indlæg på bloggen "Herlige Hverdage"...en blog jeg følger fast, og ellers synes er skøn. Men jeg skal ærligt indrømme, at det er et indlæg, der bringer mit pis i kog.
Læs det
HER.
Så jeg startede på et svar, men blev hurtigt klar over, at jeg ikke hverken kunne eller ville, svare kort i en kommentar. Derfor har jeg valgt, at mit svar kommer i form af et indlæg. Jeg er ikke ude på, at hænge nogen ud. For mig er det bare vigtigt, at få
mit syn på sagen ud.
Kære Susanne,
Du behøver ikke være hverken rystet, eller ked af det på mine vegne. Tak, men nej tak. Jeg kan sagtens føle selv ;-)
Jeg kan ikke helt gennemskue, om dit indlæg kun drejer sig om fostre på mere end 12 uger, eller om det er en generel holdning til det at få abort?
Om et foster der vælges fra, er et lille menneske eller en abort, er et holdningsspørgsmål. Det at du mener det, gør det vel ikke til en sandhed? Jeg er enig med dig i, at det
ville være blevet til et menneske, hvis graviditeten ikke var blevet afbrudt.
Når jeg nu har samme holdning som Birgit Petterson, er jeg så også uden menneskekærlige og empatiske følelser? Er jeg dum, ansvarsløs og ikke nærværende?
Jeg har fået en abort i 10. uge.
Uanset om man har fået aborten indenfor de 12 uger, eller har fået tilladelse til en efter, hvem er det så der siger, at vi blot betragter det som en hverdagsforteelse eller en lille biting? Jeg tror simpelthen ikke på, at det er sådan de fleste har det. Til gengæld tror jeg, at der findes en masse fordomme om, at abort bruges som prævention. Men det er edder dylme en prævention, der trækker tænder ud så.
Jeg havde det ikke sådan. For mig var det et frygteligt, men - i min optik - nødvendigt valg. Det er ikke noget, der bare går hen over hovedet på én, og ikke efterlader ar. Og selvom det er ens eget valg, gør det ikke mindre ondt af den grund.
Faktisk synes jeg slet ikke, at jeg havde et valg. Jo, i teorien. Men jeg synes godt, at man kan tale om, at nogen mennesker ikke "kan" få børn pga. deres psykiske helbred. Rent fysisk er jeg i stand til at få flere børn. Men jeg er ikke i stand til det psykisk. Hvis jeg selv, min mand og ikke mindst det barn vi allerede har, skal kunne fungere. Og dét synes jeg i dén grad, er at tage et ansvar. Og have respekt for de liv som er, men også de der kan komme....og hvad man byder dem.
Jeg ville rigtig gerne have haft flere børn. Men det ville have været super egoistisk. Jeg må sætte min søns tarv over alt andet. Man kan så argumentere med, at jeg så slet ikke skulle have valgt, at få bare ét barn. Og havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved idag, så tror jeg heller ikke, at jeg ville have valgt at få børn.
Men han er her, og han var planlagt og ønsket. Jeg elsker ham, og vil ikke undvære ham for noget. Så er det vidst på det rene...nu er jeg vidst færdig med, at retfærdiggøre mine valg. For det føler jeg, at jeg er nød til. For ikke at blive stemplet.
Nu er jeg med på, at det er et
tilbud, at fosteret kan blive begravet, hvis man får en abort efter 12. uge. Men jeg synes også, at det er at gøre kvindens valg til noget, som hun ikke burde vælge.
I forvejen er en abort efter 12. uge, ikke bare noget man lige får. Der skal være tungtvejende grunde til det:
Tilladelse til abort gives kun, når der er særligt tungtvejende årsager hertil. Det kan f.eks. være:•Hvis kvindens helbred udsættes for fare ved graviditeten.
•Hvis graviditeten skyldes et strafbart forhold, som f. eks incest, voldtægt, tvang, udnyttelse eller hvis kvinden er under 15 år.
•Hvis der er fare for, at barnet vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse.
•Hvis kvinden pga. dårlig begavelse eller anden sjælelig eller legemlig lidelse ikke kan drage omsorg for et barn.
•Hvis kvinden pga. ung alder eller umodenhed ikke for tiden kan drage omsorg for et barn.
•Hvis graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet vil være så alvorlig en belastning for kvinden, at det af hensyn til hende, til opretholdelse af hjemmet eller omsorgen for andre børn i familien anses for påkrævet, at graviditeten afbrydes. Så et voldtægtsoffer, kan komme til at stå i den situation - hvis det står til Lillian Bondo, der slet ikke synes nogen kvinder skal have et valg om begravelsen - at samfundet vælger at begrave det foster, der er kommet til pga. vold mod
hendes krop.... et foster hun ikke ønsker? Er det dét valg hun skal tage ansvar for, og dét foster hun skal huske værdien af?
Hvor er empatien og det menneskekærlige i det? Det forstår jeg ganske enkelt ikke.
K.H June
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Og nu er det jo ikke sådan, at det kun er Susanne der må svare ;-)
