Min hverdag, er vendt på hovedet i disse dage.
Mine rutiner, alenehed og en morfar i løbet af dagen, blev først erstattet med familieferie, og nu af tosomhed med Lillemanden.
Det har været - og er - både rigtig hyggeligt og sjovt.
Men det er også rigtig hårdt. Sindet vil ikke rigtig være med mere. Det råber på struktur. Alenetid hvor det ikke skal være på. Hvor ingen forlanger noget af det.
Det har bare ikke så meget mere, at give af.....selvom jég så gerne vil.
Så det larmer, Sindet. Giver mig tankemylder og angstanfald. Dagtimerne er værst, fordi Drengerøven er på arbejde, og jeg er alene med ansvaret. Der giver jeg Sindet en beroligende pille. Det overdøver det en anelse, og jeg er stadig ved mine fulde fem - ret praktisk når man har ansvaret for et barn ;-)
Nogle aftener giver jeg Sindet et glas rødvin. I lørdags fik det flere.
Og de aftener har der været nogle stykker af, her i løbet af ferien.
Men Oh altså.....sikke en lettelse, når Sindet klapper i! Fred og ro.....
Derfor skal jeg også passe på. For et glas bliver hurtigt til 5, og et par aftener hurtigt til hvér dag.
For freden holder jo aldrig længere, end til den næste dag.
Og jeg tror- nej, jeg véd - at jeg har let til afhængighed. Og at Flugten kan virke så tillokkende.
For 12 år siden brugte jeg Flugten en del. Min Mor fik en blodprop i hjertet, mens hun var på ferie i Prag.
2 uger efter døde hun. Hun blev 44 år.
Det jeg husker tydeligst fra tiden lige efter, var da hun kom hjem i en kiste, og vi stod der i våbenhuset og tog imod hende.
Jeg selv, hendes mand, og mine to brødre på dengang 20 og 9 år.
Kisten var sømmet til, og min yngste bror kastede sig ind over den, mens han skreg.......
"Giv mig en skruetrækker, jeg vil have min Mor".
Det er en episode, som jeg har fortalt om igen og igen og igen.
Det gjorde så ondt at se. Men han gjorde det, jeg selv havde lyst til, men bare ikke "turde".
Fordi det "gør man bare ikke".
Selv var jeg 25 år dengang, og boede på Kollegie.
Så torsdag, fredag og lørdag kunne jeg altid finde en fest - altid finde Flugten.
Og det gjorde jeg i flere måneder. Droppede ud af min uddannelse. Åbnede ikke post. Sov hele dagen. (Søvn er så en anden form for flugt...bare knap så selvdestruktiv)
Men da jeg begyndte at ty til Flugten på hverdage, vidste jeg, at det var et sidespor.
At det måtte ophøre. Og det gjorde det så.
Set i bakspejlet, var det også dengang, at min Borderline for alvor tog fat.
Symptomerne havde været der flere år før, men da min mor døde, gik det helt galt.
Derfor forundrer det mig stadig, at jeg havde overskud/indblik/what ever, til at kunne se, at min Flugt var et problem, og ikke en fest.
Og jeg lærte af det. Lærte, at jeg ikke ville den vej igen. At det ikke er en løsning.
Og alligevel tyer jeg jo til Flugten nu og da. Men jeg véd, at det er netop hvad det er.
Og måske det er den vished, som gør hele forskellen?
